Velkommen til kammermusikfestival
30 JUNI – 3 JULI 2022
Nørre Vosborg og Ensemble MidtVest inviterer igen til den traditionsrige kammermusikfestival. Det sker for 19. gang fra torsdag den 30. juni til søndag den 3. juli, hvor emner som bæredygtighed, klima og ”det grønne” får betydning for de værker, som Ensemble MidtVest opfører til glæde for festivalens publikum. – Vi har kaldt dette års sæson, der som altid afsluttes til festivalen – for den grønne sæson. Det har vi gjort, da Ensemble MidtVest har haft ekstra fokus på bæredygtighed samt miljø- og klimaspørgsmål. Vi har blandt andet forsøgt at være papirløse og spist vegetarisk til sæsonens godt 100 koncerter, men det har selvfølgelig ikke kun handlet om det, vi har også haft fokus på den sociale bæredygtighed og som altid ønsket at bidrage til et levende lokalmiljø i landdistrikterne med vores musik,” siger Peter Kirstein, der er konstitueret ensemblechef i Ensemble MidtVest.
Til kammermusikfestivalen vil publikum blandt andet kunne opleve lidt af den grønne musiksæson, når der søndag eftermiddag bliver opført en koncert over temaet synæstesi. Synæstesi er en form for sansemæssig sammenblanding, der gør, at nogle mennesker eksempelvis kan høre farver eller smage musik. Til koncerten bliver der opført et værk af Mozart i A-dur, da flere komponister ser farven grøn for sig, når de hører tonen A. Der bliver også spillet Peter Bruuns ”Big bird and his friends” og ”Opus number zoo” af Luciano Berio, der leder tankerne hen på dyreriget og det grønne.
Kammermusikfestivalen bliver afholdt i Multisalen, Agerum og Riddersalen