Insektsamlingen

’Insektsamlingen’ er en udstilling med 533 insektfigurer, der er skabt af materialer fundet i naturen af deltagerne i ET4Us mange Insektworkshops henover 2023. Insektfigurerne er ophængt som en installation i et lille rum på første sal i Tanghuset på Herregården Nørre Vosborg. Her hænger de i samspil med den franske kunstner Jean-Léon Pallandres lydværk, som er komponeret af optagelser fra flere workshops under hans ophold her i sommer. ’Insektsamlingen’ vækker stadig interesse og tiltrækker publikum i en sådan grad at Nørre Vosborg har foreslået at forlænge udstillingsperioden endnu en gang!

Derfor er det nu besluttet at samlingen kan ses til og med tirsdag d. 2. april 2024, hvilket bliver den absolut sidste chance for at opleve insekterne svirrende sammen i rummet. Skulpturen ’Insekthotellet’ i skovbrynet bag ved den store sorte lade, skabt med deltagelse af omkring 30 frivillige, af træstammer fra Nørre Vosborgs skov og kvas doneret af landmænd, haveejere og et par lokale entreprenører i det tidlige forår 2023 vil blive stående så længe den ikke er til fare for publikum. Først i 2024 forventes det at fotos og deltagernes beskrivelser af samtlige insektfigurer vil være tilgængelige online. Her vises alle insektfigurerne som i en rigtig entomologisk samling, placeret på en hvid baggrund med ryggen opad, i et givet og ens størrelsesforhold ved siden af kreatørens egen beskrivelse.


’Insekt’ har modtaget økonomisk støtte fra: Kultursamarbejdet i Midt- og Vestjyllands pulje til strategisk satsning: Fællesskaber, Bæredygtighed og Verdensmål, Friluftsrådets Udlodningsmidler til Friluftsliv, Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Billedkunst samt sponsorstøtte fra Stark Holstebro og Nees Totalenterprise ApS.

Udstillingen kan opleves ved køb af alm. entre til Herregården.

Pris 100 kr. for voksne. Børn til og med 17 år er gratis.

1
30/01/2024 8:00
Pris: 100 DKK + gebyr