Vær med når FÆTTERS er på scenen til en skøn aften med historier og anekdoter fra og om livet i Vestjylland, rammes ind af “pop-folkede” sange fra drengenes bagkatalog.
GAFFA skrev om bandets seneste udgivelse: “Albumåbner “Bobby”, om spille- og levemanden af samme navn, er et godt blended mix mellem Johnny Madsens excentricitet, Allan Olsens hjemstavnsfortællinger og Coldplays arenatricks. Ikke ulig det musikalske udtryk, Mumford & Sons har skabt sig en stor karriere på”.
De vestjyske rødder fornægter sig ikke – og de fem unge spillemænd lægger da heller ikke skjul på deres ophav.”Vi er født i Thyborøn, det vil vi gerne stå ved. Dér, hvor du bliver kaldt fiskersøn, selvom din far er smed,” som det lyder i storhittet ’Opsangen’.
Det forblæste fiskerleje har formet bandet med de sammenknudrede familiebånd. Fire af fem bandmedlemmer har samme oldeforældre, og de er alle vokset op i en familie af folkemusikere med rødder til det populære band Tørfisk. Blandt andet er FÆTTERS-forsanger Anders Toft Bro søn af tidligere Tørfisk-forsanger Bent Bro, men sønnike har sammen med barndomskammeraterne fundet sin egen musikalske sejlrute, som tog sin begyndelse i musiklokalet på den lokale folkeskole i Thyborøn.
Samtlige sange er selvskrevne – og velskrevne (siger deres mødre) – og selvom de relaterer sig til hjemstavnen med tekster om og fra livet i Vestjylland, handler de om emner, der vedrører de fleste. Du er måske stødt på singlen ’Gutterne på Kutterne’, der rundede over en million visninger på Facebook. Du kan også have hørt dem på Skagen Festival, Skive Festival, Haze over Haarum eller Morsø Festival – bare for at nævne nogle få. Forsangeren Anders Toft Bro har du muligvis set i TV udsendelsen ”Fotovognen” eller ”Natholdet”.
Bandet FÆTTERS består af:
Anders Toft Bro
Allan Toft Josephsen
Christian Stausholm Holm
Christian Toft Bro
Morten Maltesen
Gør aftenen fuldendt og stat med en lækker middag i vores restaurant. kl. 17.30
Koncertmenu:
Oplev en hyggelig koncertmiddag med små lækre retter serveret som små anretninger på bordene. Der serveres forskellige forretter samt en lun ret og sødt.
Eller fuldend oplevelsen med et “gataway for 2” og overnat i delt dobbeltværelse og nyd luksus morgenmad dagen derpå.