Blomster, glimmer og herregårdshygge
Når julen nærmer sig, forvandler Nørre Vosborg sig til et sanseligt juleunivers fyldt med duft, varme og kreativitet. Årets store juleudstilling er skabt af blomsterkunstner Margit Bruun fra Brunns Have i samarbejde med Nørre Vosborgs engagerede frivillige, som med kreativitet og håndelag har sat deres præg på udstillingen.
Margit henter sin inspiration i naturen – i grene, mos, kogler og bark – og blander det rustikke med det feminine, det naturlige med det glitrende. Hun leger med materialerne, lader sig inspirere undervejs og skaber en udstilling, hvor tradition møder fornyelse, og hvor naturens enkelhed får selskab af glimmer og julens magi.
Juleudstillingen åbner lørdag den 29. november og kan opleves helt frem til søndag den 14. december.
Der er åbent hver dag, og entréen er 100 kr. for voksne, mens børn under 18 år kommer gratis ind.
Oplev julestemningen i weekenderne
I hver af de tre åbningsweekender kan du opleve lidt ekstra jul på herregården:
🍪 I det gamle køkken bager de frivillige sprøde brunkager til smagsprøver
☕ I Riddersalen kan du købe gløgg, æbleskiver og varm kakao
🎅 For børnene venter en hyggelig nisseskattejagt rundt på herregården
Kom og mærk julestemningen brede sig i de historiske stuer – og gå hjem med ro, inspiration og lidt glimmer i sjælen.
🎟️ Billetter købes i døren – børn under 18 år gratis.