27. maj 2021 kl. 17.00

Velsmurt – Spis dig til antiinflammatorisk styrke

Gingeroler, omega-3-fedtsyrer, antioxidanter, probiotika…

Det skorter ikke på fremmede betegnelser, når grundpillerne i den anti-inflammatoriske kost, som er så værdifuld ved slidgigt, hjertekarsygdomme, sklerose og talrige andre lidelser, langes over disken. Men hvad gemmer der sig bag ordene, og hvordan gør du helt konkret, hvis du vil i gang med at lægge kosten om til denne superstyrkende facon? Det kan være svært at finde ud af på egen hånd; særligt i en tid, hvor man bombarderes med modstridende informationer om, hvad der er sundt og styrkende, og hvad man bør holde sig fra.

Løsningen på forvirringen kommer her, for Martin Kreutzer, der er topaktuel med sin nye bog “Anti-inflammatorisk topform på 4 uger” og har skrevet en stribe bestsellere om samme emne, løfter i sit foredrag sløret for madens veldokumenterede magi, og giver dig konkrete redskaber til, hvordan du gennem en anti-inflammatorisk kost spiser dig til et styrket immunforsvar. Foredraget berører også øvrige livsstilsfaktorer, som stress, kropssammensætning og motion, og der er garanti for, at du får et hav af værktøjer at arbejde videre med.

Afsættet for er anti-inflammatorisk kost; et kostparadigme, som Martin har været med til at slå an i den vestlige verden og fortsat lægger al sin energi i at udbrede kundskaben til. Så du kan glæde dig til at få svarene på alle dine spørgsmål fra giraffens mund, med al den tyngde der bunder i at lade en af de mest erfarne eksperter komme til orde.