Mysteriet på herregården

Nu har børn og legesyge voksne mulighed for, helt gratis, at hjælpe med at opklare mysteriet på Nørre Vosborg når de lancerer deres helt nye app – museumsmysteriet.

Appen er et sjovt og lærerigt spil, hvor børn og legesyge voksne via appen skal løse mestertyven Heidenreichs gåder. Skurken Heidenreich, en grisk og udspekuleret excentriker med forkærlighed for uvurderlige kulturskatte, har planlagt at stjæle en værdifuld genstand fra herregården. Professor Blom er på sporet af ham, men han har brug for hjælp. Børnene kan kun stoppe Heidenreich, hvis de kan løse hans drilske gåder, som fører dem på en spændende tur rundt på herregården. Børnene går samtidig på opdagelse i Nørre Vosborgs spændende historie og naturen i området omkring herregården. Appen er gratis for alle. Entré på herregården er 75 kr. for voksne – gratis for børn til og med 17 år.

Leg og læring
MuseumsMysteriet Nørre Vosborg implementeres via Useeum-appen og er et læringsspil for børn og barnlige sjæle, der skal imødekomme et ønske om mere historisk formidling, tilpasset Nørre Vosborg og den moderne besøgende. Mysteriet kan bruges af skoler og familien og spillet tager ca. en time.

Den tekniske platform for løsningen er Useeum: En fælles app, som museer, slotte, herregårde mm. kan bruge til at formidle viden og fortællinger via smartphone til besøgende. Appen anvendes fx allerede på Christiansborg, Kronborg og Hammershus.

MuseumsMysteriet kombinerer således det digitale og fysiske rum gennem spil, der tvinger spilleren til at løfte blikket fra telefonen 95% af tiden, undersøge omgivelserne og finde frem til udvalgte steder for at gennemføre spillet.

Det Moderne Fællesskab – i historiens vingesus
Appen er udviklet i samarbejde med Vemb skole, frivillige m.fl. i regi af projektet ’Det moderne Fællesskab i historiens vingesus’. Projektet ønsker at gentænke det moderne fællesskab for børn, unge, familier og seniorer i og omkring Vemb med Nørre Vosborg som løftestang. Projektet ønsker at indgå, bidrage og samarbejde om de gode ting, der sker lokalt. Projektet er støttet af LAG og erhvervsstyrelsens landistriktspulje.