D. 21. februar 2022 kl. 20.00

I flammende brøde

Peter Navarro-Alonsos ”I flammende brøde” for første gang på dansk grund!

Peter Navarro-Alonsos ”I flammende brøde” for første gang på dansk grund! Det er ikke mindre end en dansk uropførelse med en verdensberømt dirigent i spidsen, der vil kunne opleves på Nørre Vosborg mandag den 21. februar kl. 20:00.

I dialog med Theatre of Voices og Ensemble STRALO og med finansiering fra Statens Kunstfond har den anerkendte komponist Peter Navarro-Alonso i 2020 og ’21 skrevet sit nyeste værk, ”I flammende brøde”, der byder på et postmodernistisk syn på renæssancefyrsten og -komponisten Carlo Gesualdo liv og musik.

Gesualdo var berygtet for sit mørke og lunefulde sind. Efter at have myrdet sin utro hustru udvikler han en vanvittig og bizar natur, hvor han til sin død vandrer på sammenbruddets rand i senrenæssancens dekadente Syditalien, hvor både hans kultur, hans sind og hans musik er ved at falde fra hinanden.

Med udgangspunkt i Gesualdos egne madrigaler slår ”I flammende brøde” en bro over 400 års musikhistorie. Og idet personen Gesualdo trækkes ind i værket, kan publikum forvente sig en forestilling af et forvitret sind, præget af vanvid, perversion og dekadence, et vrangbillede på renæssancens uhæmmede ekspressivitet.

Peter Navarro-Alonso har tidligere udvist sin evne til at skabe smuk og unik musik med udgangspunkt i eksisterende materiale, uden at falde i pastichens eller ironiens faldgruber.

”I flammende brøde” uropføres dagen forinden i Helsingborg/Sverige og vil således kunne opleves første gang på dansk grund. Det er Vokalensemblet Theatre of Voices, grundlagt i London af selveste Paul Hillier for 30 år siden, og Ensemble STRALO, bestående af koncertmestre og solister fra DR SymfoniOrkestret og Det Kgl. Kapel, der står for opførelsen – mere prestigefyldt bliver det ikke.

Koncerten varer ca. én time og arrangeres af af Nordvestjysk Musikkreds og Fonden Nørre Vosborg i fællesskab.