16. maj 2019 kl. 20.00

Claus Hempler Live

En stemningsfuld aften med en af danmarks helt unikke stemmer!

De fleste husker formentlig Claus Hempler som frontfigur i bandet Fielfraz, der havde sin storhedstid i 90erne. Claus Hempler var bare 20 år, da bandet albumdebuterede i 1990. Da bandet, efter 3 albums og efter at have markeret sig som et markant live-navn, besluttede at gå hver til sit i slutningen af 90erne, sprang Hempler ud som solist og det er blevet til flere solo albums.

Hempler har endvidere i en årrække turneret med sangerinden Dicte i et sideløbende duo projekt, som i November 2017 resulterede i albummet ”Uppers” og har desuden gjort sig bemærket på teaterscenen i diverse opsætninger. Den charmerende sanger har ligeledes deltaget i det populære TV-program “Toppen af Poppen”, hvor han brillerede med indlevede versioner fra kollegernes repertoire og d. 26. april udkommer hans nye album på dansk under titlen “Kuffert Fuld af Mursten”.

Du kan se frem til en stemningsfuld aften med både gamle og nye sange, når Claus indtager Herregården!